Danskernes elregninger eksploderer: Han fik nok

Elpriserne er de seneste år steget med rekordfart – og forbrugerne har ingen chance for at gennemskue deres regning. Erhvervsmanden Birger Hauge fra Store Heddinge har nu taget sagen i egen hånd.

Birger Hauge, investor

Dette er et debatindlæg – det er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Oldmoney skal overholde de presseetiske regler. Send dit eget debatindlæg til redaktion@oldmoney.dk.

Nu gider jeg ikke mere!

Jeg havde ikke regnet med at jeg skulle gå på de politiske barrikader igen, men de aktuelle rekordhøje elpriser sætter igen en forfejlet dansk energipolitik i et meget kritisk lys.

Politikerne på Christiansborg har tilladt teknokrater og pirater i elbranchen at konstruere en helt uigennemsigtig prisstruktur. Næsten ingen forstår sproget i deres elregninger.

Forbrugerne må på aftenkursus for at kunne gennemskue, hvad deres elselskab opkræver dem – begreber som spidslast, højlast og lavlast, høje afregningspriser, uigennemsigtige abonnementspriser. Snart vil også balanceudligning dukke op som regningselement.

Jeg tror desværre ikke på at politikerne tør slippe skulderen på energibranchens lobbyister. Og da slet ikke med den siddende energiminister (Lars Aagaard, Moderaterne, red.), tidligere kendt som den dygtigste lobbyist elbranchen nogensinde har set – han har vist ikke skiftet side endnu.

Politikerne er for sløve

Et væsentligt element, som kunne forebygge de ekstremt høje elpriser, vi ser på sådan en sol- og vindløs vinterdag som her i december, ville være, at inddrage de mange gigawatt-bilbatterireserver, der allerede nu findes i den danske elbilspark.

Et væsentligt element, som kunne forebygge de ekstremt høje elpriser, vi ser på sådan en sol- og vindløs vinterdag som her i december, ville være, at inddrage de mange gigawatt-bilbatterireserver, der allerede nu findes i den danske elbilspark.

Teknologien til at stille dem til rådighed for manglende sol og vind har været her længe – men udviklingen er gået i stå, fordi energibranchen og Christiansborg ikke tør komme med en afregningsmodel for, hvad ejerne af bilbatterierne skal have i betaling for at stille deres bilbatterier til rådighed for det store fælles elnet.

I dag er der ca. 350.000 elbiler i Danmark, med udgangen af 2025 vil der være 500.000 elbiler og med udgangen af 2030 vil vi have en million elbiler.

Resultatet af den manglende politiske handling er, at penge – som kunne være brugt på ægte grøn omstilling – nu igen havner på energibørserne. Lur mig, om vi i disse dage ikke kreerer nogle flere milliardærer blandt de dygtige elbørshandlere.

Fik nok: Nu starter han selv

Jeg har konkluderet, at jeg ikke gider at vente på en politisk løsning. Nu vil jeg selv være elproducent og elhandler.

Jeg har netop udstyret mit hus med en kraftig solcelleløsning og et stort husbatteri – så nu køber jeg kun strøm om natten til den absolut billigste pris og så supplerer jeg med solcellestrøm, når det er tilgængeligt.

Det paradoksale er, at jeg tjener flere penge på at handle strøm på de rigtige tidspunkter end ved min egen solcelleproduktion. Så mine frikadeller bliver i dag stegt på induktionspladen til 99 øre pr. kilowatt i stedet for de 6 kroner, familier i Danmark uden egen batterireserve i huset betaler. 

Jeg overvejer om mit næste træk skal være at købe en stak udtjente Fisker-elbiler, pille batterierne ud af dem og bygge dem om til husbatterier. For jeg må jo ikke bruge dem medens de sidder i bilen! Det er ganske vist.

Mit indlæg er suppleret med et billede af en af mine nye pengemaskiner. For nørderne kan jeg oplyse, at jeg derhjemme nu har installeret et 30 kWh husbatteri, en 12 kWh inverter (som kan gennemføre en række interessante processer, når der skal udvides) samt 54 m2 solceller på taget.

Og lige om lidt styres alt dette af et AI-baseret indkøbs- og styringssystem, så jeg ikke selv behøver at ‘møde på elbørsen’ hver eftermiddag, når danskernes aktuelle elpris skal fastsættes.

Birger Hauge fra Store Heddinge har fået nok af de stigende priser. Nu er han selv blevet el-producent. Her billede af hans nye Deye 12 kWh inverter, der ifølge den nu selvforsynende kraftværk-indehaver vil tjene sig selv hjem på få år. (Foto: Privat)

Birger Hauge (født 9. august 1955 i Vejle) er bosiddende i Store Heddinge på Sjælland. Skribenten har en fortid som professionel investor og direktør i danske IT-virksomheder (bl.a. GlobalConnect og Dansk Bredbånd). Hauge har tillige været politisk aktiv i Venstre. Selv kalder han sig nu “deltidspensionist, elproducent og elhandler”.

Kommentarer

Ét svar til “Danskernes elregninger eksploderer: Han fik nok”

  1. En WordPress-kommentator Avatar

    Hej, dette er en kommentar.
    For at komme i gang med at moderere, redigere og slette kommentarer, skal du besøge skærmen Kommentarer i dashboardet.
    Kommentatorernes avatarer kommer fra Gravatar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *